En af de hugest udfordringer skriftligt er subjektivitet. Og amping op angst niveauet for denne udfordring, når man bliver betalt for at skrive er de forskellige lag af ofte modstridende subjektivitet.
Dette sker ofte, når du har flere øjne giver redigeringer både før det bliver til en klient, og når det ankommer. Person A kan lide det på denne måde. Person B kan lide det på den måde du havde det fem redigeringer tilbage. Person C vil have det en helt anden måde, en måde, som hverken A eller B kan lide.
Og Person D? De kan ikke fortælle dig, hvad de gør eller ikke kan lide ved noget af det, det er bare "ikke virker" for dem. Vi vil ikke engang nævne Folk E, F og G.
Skyd mig nu.
Det har været en af de uger, hvor ting, jeg har skrevet enten har sejlet igennem med minimale ændringer - eller er blevet plukket fra hinanden som en grib ville et ådsel. Ingen gylden middelvej. Det kan gøre for en lang og frustrerende arbejdsuge, undertiden dæmpet af et nik fra chef eller en klient kompliment.
Midt i al frustrationen dog har jeg fanget mig selv at blive lykkelig. Ikke glade for den frustration, glade for at skrive. Hit eller springer, vinde eller tabe, det er i gør. Og jeg elsker det!
Betyder det, at jeg elsker alt, hvad jeg har til opgave at skrive? Næppe. Nogle emner jeg er nødt til at tackle, er tørrere end brændt toast, mens andre er sjove og interessante. Og så er der altid skriver jeg gør for mig, her. Ah, frelse dit navn er Blogger.
Det betyder ikke, at jeg ikke vil true den lejlighed til at opgive at skrive, hvilket ikke ville være i modsætning til pludselig at erklære, at jeg giver op vejrtrækning. Jeg tror, vi alle kommer til det punkt af truende anarki med ting og mennesker, vi elsker på et tidspunkt. Det er livet.
På højden af mine smerter i denne uge, blev mit blik fanget af noget på en kollegas væg. I en enkel sort ramme, er i aqua-farvede blokbogstaver sætningen: Gør hvad du elsker, hvad du gør.
Yeah. Det.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar